– fordi tiden kræver et MODSPIL

15. Apr 2006

Tørklæder og ulveklæder

 
Rammende indlæg i Kristeligt Dagblad forleden af journalisten og forfatteren Flemming Chr. Nielsen, som jeg på grund af aktualiteten tillader mig at bringe i sin fulde længde:
Lad selv studieværten Asmaa Abdul Hamid afgøre, om hun er undertrykt eller ej. For det er vel ikke graden af nøgenhed, der definerer kulturens fremskridt, spørger Flemming Chr. Nielsen:

Vibeke Manniche fra Kvinder for Frihed er sammen med andre offentlige Duracell-batterier kommet i voldsomt selvsving over en muslimsk studievært, der går med tørklæde. Hun er undertrykt, og hvis hun ikke selv er klar over det, er det et yderligere bevis på, hvor undertrykt hun er.

Nu kender jeg ikke Vibeke Manniches alder, men hvis hun er blot tilnærmelsesvis gammel nok, vil hun huske, at de af os, der engang opfattede os som liberale, slog os på lårene af grin over, at ungdomsoprørets marxister i sin tid kaldte arbejderklassen for undertrykt. Var slagteriarbejder Petersen i det store gule parcelhus for enden af vejen undertrykt? Var kassedame fru Petersen også undertrykt? Ja, sagde marxisterne, men da ægteparret led af falsk bevidsthed, vidste de det ikke. De fordømte her på jorden skulle oplyses og belæres. De skulle læse tykke bøger om frigørelse. Så ville hr. og fru Petersen rejse sig mod deres undertrykkere.

Det er altså den gamle marxistiske ideologi om avantgarden contra de dumme, der nu 30 år efter optræder i højrefløjens nye ulveklæder. Vibeke Manniche og hendes konsorter og staldsøstre siger præcis det samme som datidens venstrefløj.

Da jeg forleden så Vibeke Manniche udtale sin mening til Kristeligt Dagblad og optræde i tv, kom jeg dernæst til at tænke på skotterne i gamle dage. De gik med bare knæ som tegn på, at deres knæ var lige så ærefulde som deres ansigter, for heller ikke knæene havde de nogen sinde bøjet. Vi frie mennesker bør altså dokumentere vores frihed ved at skifte til korte bukser. Hvorfor skjuler vi vore stolte knæ? Skammer vi os over, at vi bøjer dem for magthavere og andre højerestående?

Eller for nu at springe fra skotterne til fortidens såkaldt vilde på Sydhavsøerne. De var dybt forundrede over, at de hvide gik med tøj på hele kroppen. "Hvem skammer I jer for?" spurgte de. Og de hvide citerede Første Mosebog om Adam og Eva: "Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne."

"Hvor undertrykte de dog var!" sagde høvdingen og klaskede sig på sin bare mave, og de imødekommende hvide knappede skjorten lidt op for at demonstrere deres frisind.

Det er, hvor Vibeke Manniches argumentation fører os hen. Ud i absurditeter. Studievært Asmaa Abdul Hamid er jo ikke mere undertrykt end Vibeke Manniche og mig og dig og os allesammen. Hvem er den første, som tør dementere Adams og Evas skam? For den, som ikke er vant til at færdes i et tv-studie, kan det være ulidelig varmt at komme derind, så hvorfor ikke smide blusen og undertrøjen? Hvorfor ikke trække bukserne op over knæene? Selvfølgelig fordi vi ville skamme os ved det. På akkurat samme måde som Asmaa Abdul Hamid ville føle sig nøgen, hvis hun lagde sit tørklæde.

Er man mere moderne og frisindet, og repræsenterer man en mere avanceret civilisation, blot fordi man sætter sin personlige grænse ved halslinningen? Det er vel ikke graden af nøgenhed, der definerer kulturens fremskridt? Ja, hvis det virkelig forholdt sig sådan, var der ingen vej udenom. Af med klunset, fru Manniche. Gør som de vilde. Brug tøjet som en beskyttelse mod vejrliget og ikke som noget som helst andet. En vintergarderobe er fuldt tilstrækkeligt. Alt andet er et eksempel på undertrykkelse.

Hvis vi ikke omgående drager den konsekvens af, at vi lever i en overlegen civilisation, er der jo ikke den mindste forskel at se på tørklæder og ulveklæder.

Kommentarer: