– fordi tiden kræver et MODSPIL



02. Apr 2007

Kabul Express

 
Kabul Express
Suhel Khan og Jai Kapoor er to indiske journalister, der som tusinder af andre journalister fra hele verden er taget til Aghanistan i kølvandet på den amerikanske invasion i 2001.

Det kniber dog lidt med at finde en historie, som ingen har skrevet før, og derfor forsøger de at skaffe et interview med en rigtig ægte talebaner.

Dette lykkes ikke ret godt, selvom de et kort øjeblik faktisk oplever at stå ansigt til ansigt med en - en pakistansk agent, som var mujahedinernes fange men når at flygte, før Suhel (spillet af John Abraham) og Jai (Arshad Warsi) når at få deres eftertragtede interview.

Få dage efter kidnapper selvsamme taleban (spillet af Salman Shahid) dem og deres chauffør og forlanger at blive kørt til den pakistanske grænse. En kvindelig journalist fra Reuter's (Linda Arsenio) tror, de er på færten af en stor historie og sætter efter dem.

Dette er starten på en broget tur gennem de øde afghanske bjerge, så den pakistanske taleban kan komme hjem til sin landsby lige på den anden side af grænsen - og så han kan komme hjem og aflægge rapport til sine overordnede i den pakistanske hær.

I udgangspunktet virker Kabul Express altså som en thriller med storpolitiske overtoner - men egentlig er det slet ikke det, den er.

KABUL EXPRESS er snarere en situationskomedie, en dannelseshistorie med fem hovedpersoner alene i en bil midt i ørkenen, hvor den ene tilfældigvis har kidnappet de fire andre. Som sådan minder den mere om Paris, Texas eller for den sags skyld (og uden sammenligning i øvrigt) The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert end om BLACK HAWK DOWN eller lignende storpolitiske action-fræsere.

For under turen udvikler der sig en gensidig varme mellem de to indiske journalister og den skæggede pakistanske officer, der i seks år har kæmpet for Taleban, men hvis datter ikke længere vil se ham, fordi hun hader Taleban og deres kvindesyn.
Kabul Express all together
Politisk ser vi kun de meget store linjer: Afghanerne er delt i forskellige stridende grupper, amerikanerne er farlige, uberegnelige og kan finde på at bombe alt, hvad de ser. Pakistanerne har skabt Taleban og startet krigen, men har siden 11. september overladt såvel Taleban som deres egne folk i Afghanistan til deres skæbne.

Egentlig politisk stillingtagen finder man ikke, og der vælges slet ikke side, udover at ingen synes at have noget godt at sige om Taleban.

Det er i den stilfærdige galgenhumor og de mange absurde situationer, filmen får alvor får sit liv - og mange steder er den virkelig meget morsom, som da de falder over en ødelagt lastbil fyldt med sodavand, og Jai begynder at diskutere, om det mon er Cola eller Pepsi; eller som da vor pakistanske taleban tilstår sin svaghed for gamle hindifilm, og kommer med et enkelt (men ikke særligt originalt) forslag til løsning af konflikten mellem Indien og Pakistan:

Madhuri Dixit do, Kashmir lo! (Frit oversat: Giv os Madhuri Dixit [megastjerne, har nu trukket sig tilbage], så kan I gerne beholde Kashmir!).

Og bag denne stilfærdige humor mindes vi både om situationens alvor og om, at vi kan finde såvel venner som menneskelige ansigter de mest uventede steder:
So this was the story of our journey with the enemy. But why was he our enemy?

I mean, for two days we were just 5 guys travelling together in Kabul Express. We all felt fear, we all felt anger. All of us enjoyed singing we all enjoyed cricket. Well, almost all ...
Filmens svagheder er på en måde de samme som dens styrker: Mujahedinerne byder de indiske journalister velkommen med påkaldelse af indiske superstjerner som Amitabh Bachchan og Shahrukh Khan og er samtidig i stand til at tæve bortløbne talebanere ihjel med de bare næver - men imellem de to yderligheder synes der ikke at være meget plads. Såvel persontegningen som den politiske baggrund forekommer med andre ord lidt for groft og forenklet tegnet op.

Men en film med et så humant budskab, som samtidig er så uforfalsket morsom, skal meget tilgives. Og så er den endda uden sange og varer under to timer!

Anbefales, også til andre end Bollywood die-hards.
Kabul Express
KABUL EXPRESS, Indien 2006. Instrueret af Kabir Khan med manuskript af Kabir Khan og Sandeep Srivastava. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.

PS, kl. 22.30:
Tag ikke blot mit ord for det hele - jeg faldt også over denne anmeldelse fra rediff.com, som også rammer hovedet på sømmet:
What makes it hard to quibble about Kabul Express is that the film works on many levels. It's the first Indian film to show a true picture of Afghanistan. It shows the plight of Pakistanis caught on the other side after their country was forced to change allegiances by America. It is a film which makes you ponder on a picture postcard country ruined by a capitalist monster running amok worldwide.

The scariest scene in the movie is when the Pakistani soldier talks about the deception of America, mirrored by his colleagues at the Pakistani border that has been sealed off. The scene makes you think that Pakistan and America have been the best of friends. Today if this is the state of Pakistan, what about India?

We are going to bed with a monster with no heart. Are the ruins of Afghanistan a mirror to the future ruins of a country called Pakistan? A country called India?

Are we just fuel pumps on a global map selling oil and Coke?

Kabir Khan has told a story from his heart, and what is important is that his heart is in the right place.

Kommentarer:

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.