Skt. Jørgen og dragen - i Svendborg

 


Udover beretninger om ellefolks og bjergfolks farlige færd rummer Evald Tang Kristensens samliger af danske sagn også mange fascinerende og hidtil ukendte fakta fra Danmarkshistorien.

Om Svendborgs allertidligste historie hedder det f.eks.:

I de tider, da Svendborg var forsynet med volde og grave, altså i det 12te og 13de århundrede, mnåtte der af stadens borgere årlig erlægges en ung jomfru i tribut til en gruelig drage for derved at undgå dens mange ødelæggelser. Dette offer skulle vælges ved lodkastning, og mangen Svendborg mø måtte således bløde for dragens frygtelige tænder. Så ramte loddet en rig borgers eneste datter. Det var netop Skt. Jørgen, og han besluttede nu enten at frelse sin datter eller selv at dø, hvorfor han udrustet med en lanse gik imod dragen. Han var så lykkelig ikke at dræbe den, og på det sted, hvor den faldt, gror siden ikke noget græs. Af taknemmelighed for sin frelse byggede han en kirke og oprettede et hospital uden for byen, der kaldtes Skt. Jørgensgaard. På klokken i kirken ses en mand, der med en lanse dræber et vinget uhyre ved at stikke den i gabet, og på den anden side ses et fruentimmer, der holder et barn på armen.
(Evald Tang Kristensen: Danske sagn som de har lydt i folkemunde, bd. II (1929), s. 98-99)

... og så er det, at i al fald jeg må konstatere, at jeg ikke kan have hørt godt nok efter i historietimerne i skolen, og at det oven i købet ikke lader til at være den kedeligste del, jeg er gået glip af!

Dog har de andetsteds den noget mere kedelige udgave af den del af Svendborgs historie, at

Sct. Jørgens Kirkes historie kan spores helt tilbage til 1100-tallet, hvor spedalskheden hærgede overalt i Europa. Dengang isolerede man de spedalske udenfor byerne. Man byggede huse eller stiftelser, der blev kaldt Sct. Jørgensgårde efter de spedalskes værnehelgen, Sct. Jørgen. Der har været ca. 40 Sct. Jørgensgårde rundt om i landet.

I virkeligheden er det naturligvis et eksempel på, at den samme historie flytter rundt og tillægges flere forskellige lokaliteter - og Svendborg er så bare på et eller andet tidspunkt i folkemunde sat i forbindelse med sagnet om Skt. Jørgen (eller Skt. Georg) - et sagn, der måske på sin side er en kristen version af sagnet om Theseus, der redder athenerne fra deres årlige tribut af syv unge mennesker af hvert køn, der ofres til uhyret Minotaurus.

[ agger, Mon 21 Mar, :21:40: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link

Rædsel

 
Alfer, feer, nisser og andre væsner, som vi almindeligvis anser for sikkert forviste til eventyr og børneværelser, forekommer ofte og formentlig af samme grund meget "søde" og "poetiske".

En ting, der til sammenligning kan forekomme meget påfaldende ved de skildringer af samme væsner, der er overleveret i forskellig form, er den rædsel, de indgyder; nuvel, nisser og ellefolk er vel ikke så slemme, som præsten prædiker, men "søde" og uskadelige var de aldrig. Vi læser f.eks.:

En karl tjente i Øster Alling. Norden for byen var et ellekrat, og der dansede ellepigerne om aftenen. Karlen gik hver aften ned og så på dem, og så fik han lyst til en af dem. det mærkede hun, og så kyssede hun ham og dansede med ham og fulgte ham hjem. Men fra den stund kunne han ingen steder være hverken dag eller nat for ellepigen. Hun tumlede med ham og var usynlig for alle ande. Til sidst blev han så udmnattet af det og elendig, at han døde.
Evald Tang Kristensen: Danske sagn som de har lydt i folkemunde, bd. II (1928)

Men det er vel så til at have med at gøre: en smuk, lokkende kvindeskikkelse, der truer med døden af seksuel udmattelse.

Igen: Helt så slemme som præsten prædikede, var de måske ikke, og ovenstående eksempel understreger vel netop også, at og hvorfor præsten og "vætterne" måtte være fjender. Helt undgås kan det dog ikke, at hvor hjælpsomme sådanne væsner end kan være, er de aldrig til at spøge med:

  
  
THE FAIRY WELL OF LAGNANAY   
   - by Samuel Ferguson.  
  
Mournfully, sing mournfully-  
  "O listen, Ellen, sister dear:  
Is there no help at all for me,  
  But only ceaseless sigh and tear?  
  Why did not he who left me here,   
With stolen hope steal memory?  
  O listen, Ellen, sister dear,  
(Mournfully, sing mournfully)--  
  I'll go away to Sleamish hill,  
I'll pluck the fairy hawthorn-tree,  
  And let the spirits work their will;  
I care not if for good or ill,  
  So they but lay the memory  
Which all my heart is haunting still!  
  (Mournfully, sing mournfully)--  
The Fairies are a silent race,  
  And pale as lily flowers to see;  
I care not for a blanched face,  
  For wandering in a dreaming place,  
  So I but banish memory:--  
I wish I were with Anna Grace!  
  Mournfully, sing mournfully!  
  
  
Hearken to my tale of woe--  
  'Twas thus to weeping Ellen Con,  
Her sister said in accents low,  
  Her only sister, Una bawn:  
  'Twas in their bed before the dawn,  
And Ellen answered sad and slow,--  
  "Oh Una, Una, be not drawn  
(Hearken to my tale of woe)--  
  To this unholy grief I pray,  
Which makes me sick at heart to know,  
  And I will help you if I may:  
--The Fairy Well of Lagnanay--  
  Lie nearer me, I tremble so,--  
Una, I've heard wise women say  
  (Hearken to my tale of woe)--  
That if before the dews arise,  
  True maiden in its icy flow  
With pure hand bathe her bosom thrice,  
  Three lady-brackens pluck likewise,   
And three times round the fountain go,  
  She straight forgets her tears and sighs."  
Hearken to my tale of woe!  
  
  
All, alas! and well-away!  
  "Oh, sister Ellen, sister sweet,  
Come with me to the hill I pray,  
  And I will prove that blessed freet!"  
  They rose with soft and silent feet,  
They left their mother where she lay,  
  Their mother and her care discreet,  
(All, alas and well-away!)  
  And soon they reached the Fairy Well,  
The mountain's eye, clear, cold and grey,  
  Wide open in the dreary fell:  
How long they stood 'twere vain to tell,  
  At last upon the point of day,  
Bawn Una bares her bosom's swell,  
  (All, alas and well-away!)  
Thrice o'er her shrinking breasts she laves  
  The gliding glance that will not stay  
Of subtly-streaming fairy waves:--  
  And now the charm three brackens craves,  
She plucks them in their fring'd array:--  
  Now round the well her fate she braves,  
All, alas! and well-away!  
  
  
Save us all from Fairy thrall!  
  Ellen sees her face the rim  
Twice and thrice, and that is all--  
  Fount and hill and maiden swim  
  All together melting dim!  
"Una! Una!" thou may'st call,  
  Sister sad! but lith or limb  
(Save us all from Fairy thrall! )  
  Never again of Una bawn, p. 16  
Where now she walks in dreamy hall,  
  Shall eye of mortal look upon!  
  Oh! can it be the guard was gone,  
The better guard than shield or wall?  
  Who knows on earth save Jurlagh Daune?  
(Save us all from Fairy thrall! )  
  Behold the banks are green and bare,  
No pit is here wherein to fall:  
  Aye--at the fount you well may stare,  
  But nought save pebbles smooth is there,  
And small straws twirling one and all.  
  Hie thee home, and be thy pray'r,  
Save us all from Fairy thrall.  
  

[ agger, Mon 21 Mar, :15:57: /myterogfolketro] - kommentar(er) - link