– fordi tiden kræver et MODSPIL

29. Nov 2006

Hvorfor være bange for terrorangreb?

 
Jeg har skrevet om det før, men tillader mig at påpege det igen:

Som Lionel Shriver skriver i et indlæg i The Guardian, er der absolut ingen særlig grund til at være bange for et terrorangreb - det er temmelig meget mindre sandsynligt end stort set alle andre grimme ting, der kunne overgå én:
the number of people who have died from terrorist attacks in the last five years sits stolidly at 2,752 in the US (all from 9/11), and 52 in the UK (all from 7/7). For 2004, in both countries? Zero. Ditto, 2003 and 2002, during which 625 and 725 people were killed by terrorism worldwide, respectively.
På det personlige plan kan vi altså alle godt glemme alt om at være bange for terror - der er langt, langt langt større sandsynlighed for at dø i et trafikuheld eller for den sags skyld af hals- eller tarmkræft. Som Shriver påpeger:
Every year 120,000 people die from smoking in the UK, and 1.2 million people die from car accidents internationally. In Congo, four million people have died during the latest scrabble for power. But news consumers are bored with reports about smoking and drink driving. Western politicians won't make any domestic headway banging on about some tiresome territorial conflict in Africa.
I dét lys er det ganske problematisk at gøre "krigen mod terror" til ét af de moderne vestlige regeringers vigtigste mål og formål: Hvorfor dedikere så mange ressourcer til en kamp mod et problem, som overhovedet ikke er særligt stort og som heller ikke tyder på vil gå hen og blive særligt meget større - 11. september eller ej?

I hvert fald synes en sådan strategi at skabe flere problemer, end den løser:
Leaving aside the not inconsiderable matter of passing laws that curtail the "freedom" they are meant to defend, today's overblown rhetoric about terrorism is in danger of conjuring up the very bogeyman it feigns to constrain. The single most powerful recruiting sergeant for suicide bombers isn't Hassan Nasrallah, Mahmoud Ahmadinejad or Osama bin Laden, but George Bush - with Tony Blair and CNN competing for second place. Turning the prevention of terrorism into the prime directive of both the American and British governments, and faithfully parroting this rhetoric in the news, effectively advertises a job opening. If you want an enemy this badly, you're going to get one.
Altså: "Krigen mod terror" ikke alene afskaffer den frihed, den skal forestille at beskytte - den skaber også de fjender, den skal forestille at bekæmpe.

Eller, sagt på en anden måde: Selvfølgelig skal politi og efterretningstjeneste gøre hvad de kan for at forhindre terrorangreb, hvad da også lykkes i ganske mange tilfælde, og det endda uden brug af hverken tortur eller andre specielle beføjelser. Selvfølgelig skal de det.

Men "krigen mod terror" - at terror er det største problem, det moderne samfund står overfor, at en krig mod terror skulle være påkrævet, eller at den "krig mod terror", vi hidtil har set, overhovedet har ført eller kan føre til mindre terror i verden - er et svindelnummer.

Hvis du hører nogen (en politiker, en debattør, hvem som helst sige noget andet) ved du én ting med sikkerhed, nemlig at vedkommende enten lyver eller ikke aner, hvad han taler om. "Krigen mod terror" er svindel.

Kommentarer: