Masken
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.
For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.
Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt
masken.
Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.
Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.
Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig
ting, og det er
huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder
dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes
fascinerende indre.
Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.
Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.
På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.
-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!
Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.
Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.
-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der
må være en revne...
Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?
Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.
Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.
-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.
-Scch, indvendte jeg: -Se her!
Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.
Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.
Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.
Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.
-Vi
skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.
Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.
-Vent lige et øjeblik ...
Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.
Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.
Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.
Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede
jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede
hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod
syd, langt bort fra
hulen mod nord.
-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?
Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.
Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?
Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.
Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.
Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.
Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.
Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.
Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de
var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.
Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.
Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.
Cynthia så underligt på mig.
-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det
er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.
-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg
ville gerne ... hvad tror
du, det er for noget? Har du nogen ideer?
Hun sukkede:
-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?
Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.
-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.
Cynthia nikkede.
-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.
Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...
Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?
Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.
-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.
-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.
Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?
Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?
Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?
Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.
Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?
Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.
Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.
-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...
Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.
-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.
Cynthia lo.
-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå
derned senere, ved du ... men før eller siden
må vi sige til nogen, at
vi har fundet den.
Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.
-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?
Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.
Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.
Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.
Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.
De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.
Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.
[ agger, Fri 13 Jan, :00:52:
/litteratur] -
kommentar(er) -
link
Begyndelsen
–Far, hvordan er verden blevet til?
–Hvad mener du, min dreng?
–Dig, mig, jorden, lyset, solen - det hele. Hvor kommer det alt sammen
fra? Hvorfor er alting, sådan som det er?
–Det er der mange meninger om, og det er svært at finde ud af, hvad
der er rigtigt og forkert. Jeg er ikke engang sikker på, de siger det samme
i dag, som dengang jeg var dreng. Har du prøvet at spørge henne i skolen?
–I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden! Mennesket satte han i
Edens have, hvor de måtte spise af alle træerne, kun ikke træet til kundskab
om godt og ondt. Men en dag lod kvinden sig friste af Slangen, og siden
da...
–Jamen – hvis verden blev til, da Gud skabte himlen og jorden,
hvor kom Gud så fra? Hvad var der før Gud?
Pastor Bøgh svedte ned over sit brede ansigt, så forvirret op. –Gud har
altid været der. Før Gud var der intet!
–Men hvordan kan der være ingenting, og hvordan kan det ingenting
blive til Gud? Jeg forstår ikke ...
Hr. Bach var en venlig mand med sparsomt, tilbagestrøget hår over en høj
pande. Han tænkte sig lidt om og smilede:
–For femten milliarder år siden var alting samlet på et sted, klemt som
en lille hård kugle. Så eksploderede den, og alting begyndte at brænde,
brændende brændende varmt! Kuglen blev ved med at udvide sig og blev større
og større, så der til sidst ikke var andet tilbage end skyer af støv, der
var spredt ud over hele universet. Disse skyer samlede sig gennem mange
millioner år og blev efterhånden til de første stjerner.
–Men mennesker? Hvorfor er der sådan nogen som os, og hvor kom vi fra?
–Mennesket udviklede sig af nogle store, abeagtige dyr, der levede i
Afrikas skove for omkring en million år siden, fortsatte matematiklæreren.
–Derfra spredte de sig ud over hele jorden.
–Men hvis verden blev til af en lillebitte kugle, der sprang i luften,
hvad var der så før den?
–Det var både tiden og rummet, der var foldet sammen til en
lillebitte kugle. Før eksplosionen var der ikke nogen tid, og der var ikke
noget rum. Der var ikke noget "før". Før Big Bang var der intet.
Drengen gik hjem, tænkte. Jorden under hans fødder var hård. Når han åbnede
øjnene, vældede verden ind gennem dem, men når han lukkede dem hårdt i, blev
der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerner dansede. Asfalten rungede,
som han gik på den.
–Gud skabte verden på seks dage; skel satte han mellem Himmel og Jord,
og da det var fuldbragt, lod han sig hylde af englenes kor, forklarede
underboen. Hr. Rehman holdt åbenbart af at gøre alting omvendt; han gik altid
rundt i en stor kjole og havde et stort, gråt ansigt, der var indrammet af
et velvoksent underskæg.
–Mennesket skabte han af en dråbe; han formede det af støv og levret
blod, og da det var skabt, førte han det frem blandt englene, at de skulle
hylde ham. Men blandt englene ville Iblis ikke hylde Adam, for han var en af
de hovmodige. "Hvem er han, at jeg skal hylde ham?" - spurgte Iblis.
Og Gud udstødte Iblis af Himlen; men Adam og Eva satte han i Haven, at de
kunne nyde livet. Men en dag kom Iblis og fristede kvinden, og således kom
Døden ind i verden!
Hr. Rehman smilede: –Men en dag, når Gud kalder levende og døde
til sig for at dømme dem for deres gerninger, vil de, der handler ret,
atter blive velsignede. Gud er nådig og barmhjertig! Vær altid god, min
dreng, for så vil også du gå ind i Haven.
Drengen tænkte. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem. Når
han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide
stjerne dansede for hans blik. Hvor kom det alt sammen fra? Og hvorfor?
Han så ned ad de lange gange oppe på skolen, støvkorn dansende i solen
og en grøn, pulserende verden derude bag de flade gardiner og følte sig
beklemt, nærmest syg. Pigerne var begyndt at få bryster, små hvide høje
gemt bag hvide sommerskjorter, en smerte, der næsten rev hans synsfelt
over på tværs.
–Jeg er her, i denne verden, men hvorfor? –tænkte drengen.
Hvordan kan jeg vide, jeg ikke ligger på sygehuset eller på en fremmed
planet og drømmer det alt sammen? Hvordan kan det alt sammen blive ved med at være der uden mig? Hvis det hele er en drøm og jeg vågner,
hvad sker der så med far og mor og huset og skolen og det alt sammen?
Drengen så ud på sin verden, tænkte på skolens lange gange og de
endeløse timer af søvndrukken tale og tom snak, tænkte på den hule
rungen af hans og andres fødder mod asfalten, og han gøs. Alle løber vi
ud og leger og råber, finder ting at lave og spil at spille, men det er
alt sammen råb ud i tomheden.
Dog ikke pigernes bryster, der spirer under de hvide sommerskjorter. Den
sødeste pige i klassen sidder to borde foran ham, og når hun smiler kan
han samtidig ane den lille høj vokse derinde, et lille glimt af nøgen
hud bag et åbent knaphul. Smerten flænger hans synsfelt fra side til
side, og han ved, at det er muligt at være lykkelig. Verden var ved at
gå i stykker, spændt ud som den var mellem tomheden og længslen efter
pigernes smil.
Han sover uroligt, drømmer: Han ser Iblis med flammesværdet forjage Adam og
Eva fra Haven. Hr. Bøgh og hr. Bach er oppe at slås, en kæmpemæssig flammende
kugle mod en klump ler. Gud stråler som lyset i en niche, hvori der er en
lampe. Lampen er omgivet af glas, og glasset er som en tindrende stjerne. Hr.
Rehman smiler venligt, og drengen ser lyset bryde frem af nichen og ud i hele
verden.
Da han vågner er han atter forvirret: Big Bang, seks dage, ler eller levret
blod - men hvorfor er
jeg her, og hvad laver jeg? Fylder timerne ud,
indtil jeg får fri, indtil jeg bliver stor og jeg kan løbe efter pigerne,
finde en, som jeg kan lokke ind i et hjørne og tale blidt med og leve
næsten-lykkelig i et paradis af smil, langt gult hår, bryster og kroppe.
Men en skønne dag hører også det op. Hvad er så formålet, og hvad sker
der bagefter?
Der er fjernsyn. Far og mor er ikke hjemme, drengen ser opslugt på
skærmen. En kvinde ligger på en briks, og hun stønner. Lægen træder
til, tager fat i hendes hånd, holder fast i droppet i hendes arm. Hendes
klager vokser til et skrig, og pludselig vælter det ud af hende, rødt
blod, lyserøde kager af sort slim over det hele, en fin vrælen skærer
igennem og lægger sig ind over stuen. Babyen sejler rundt i et ocean af
rødt blod, navlestrengen baner sig endnu vej tilbage til moderen gennem
floder af sort og gult slim. En lille kugle, der var klemt sammen til
næsten ingenting, tænker drengen, som babyen på fjernsynet lægges til
sin moders bryst: En dråbe, formet af ler og levret blod, opvokset i gul
og sort slim, oplyst af en lampe omgivet af glas som en tindrende
stjerne.
Drengen sukker: Han ved, hvordan verden er blevet til. Hans liv er begyndt.
Carsten Agger, januar 2009
[ agger, Sat 15 Jan, :21:19:
/litteratur] -
kommentar(er) -
link
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
