– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


02. Sep 2012

Udgivelsesreception for "Hvem Åbner Koranen"

 
Carsten Agger ved reception for 'Hvem åbner Koranen'

Onsdag den 29. august holdt jeg udgivelsesreception for min nye bog Hvem åbner KoranenLøve's Bog- og VinCafé i Århus.

Det var en god dag med mange fremmødte, der havde mulighed for at købe bogen til en særligt lav receptionspris.

Jeg gav selv bogen disse ord med på vejen, før jeg læste et par kapitler op fra den:
For tre et halvt år siden besluttede jeg efter flere års vandring om den varme grød at arbejde på at realisere en gammel ambition om at blive forfatter af bøger. Det er et ønske, jeg har båret rundt på længe, i hvert fald siden før gymnasietiden.

Da handsken således var taget op, og jeg skulle til at begynde at arbejde på min første bog, præsenterede der sig et væld af mulige projekter. Det stod mig fra starten klart, at jeg gerne ville skrive både skønlitteratur og faglitteratur. Jeg planlagde omgående en serie på 22 noveller hvoraf jeg nu har færdiggjort 8, ligesom jeg gennem årene både har skrevet digte og "løse" noveller. Jeg har foreløbig færdige eller næsten færdige manuskripter til tre nye bøger, nemlig digtsamlingen "Pilbrodalen og andre digte", en bog om fri software samt de første 8 noveller, som bør udkomme samlet i ét bind. Jeg ved ikke, hvornår de kan udkomme, men jeg håber, at det kan blive i løbet af de næste par år.

Dengang i januar 2009 faldt beslutningen om at realisere mine gamle ambitioner dog sammen med en stigende irritation over det lave niveau i den almindelige debat om Koranen. Man hører ustandselig om de skrækkelige ting, der står i Koranen, men ikke meget, der tyder på, at den talende eller skrivende selv har ulejliget sig med at læse bogen.

Det stod også klart, at selv om der for nylig (dvs. i 2006) faktisk var kommet en forsvarlig, filologisk oversættelse af Koranen til dansk, er dette ikke nok for de fleste almindelige læsere. Man er nødt til at have en slags indføring, der kan forklare, hvad det er for en bog - og sådan en indføring fandtes ikke rigtig. Michael Cooks "Koranen: En meget kort introduktion" er formentlig den, der kommer nærmest - og den er virkelig meget kort og handler meget om Koranens virkningshistorie og om den arabiske Korans status og store betydning i den arabiske verden. Jeg ønskede at skrive en indføring, der sætter læseren i stand til at læse den danske oversættelse, på dansk, i Danmark.

For at kunne gøre dette læste jeg naturligvis selv Koranen fra ende til anden adskillige gange og undersøgte den tilgængelige litteratur om Muhammad, Arabiens historie og Koranens tilblivelse og struktur. I alt dette havde jeg både glæde af Ellen Wulffs smukke danske oversættelse og af en række vigtige fagfolk. Jeg fik læst Neal Robinsons "Discovering the Qur'an", Mustansir Mirs "Understanding the Islamic Scripture" og "Coherence in the Qur'an", kom forbi gamle danske forskere som Johannes Pedersen og Frants Buhl, ligesom jeg havde glæde af nogle af de store, meget kristne og derfor meget islam-fascinerede orientalister som William Montgomery Watt og Alfred Guillaume. Jeg læste Guillaumes oversættelse af den ældste Muhammad-biografi af ibn Ishaq og undersøgte, hvad arkæologien kan sige om den skriftløse præislamiske kultur.

Jeg er ikke arabist eller religionshistoriker og påstår ikke at have opdaget nogen af de faglige kendsgerninger selv, men jeg påstår at have formidlet dem for folk, der ønsker at vide, hvad Koranen er for en bog og hvordan man bærer sig ad med at læse den - og det på en måde, som mig bekendt ingen andre bøger dækker uden at skyde "akademisk" over målet og derved blive for tunge og utilgængelige.

Jeg påstår heller ikke at have eller formidle en religiøs sandhed om Koranen. Jeg er ikke muslim, og både historisk og kulturhistorisk følger jeg konsensus hos det, man kan kalde den sekulære forskning. Jeg forsøger dog at supplere med en form for indlevelse i Koranens budskab, som forhåbentlig sætter min bog i stand til at formidle dét kulturhistoriske og historiske grundlag, som næsten alle - uanset baggrund og livssyn - kan blive enige om er nødvendigt for at kunne læse og forstå Koranen i dansk oversættelse.

Hvad læseren selv skal mene om bogen, og hvordan den i sidste ende skal fortolkes, ønsker jeg ikke at blande mig i, kun at tilvejebringe forudsætningerne for, at en sådan fortolkning rent faktisk kan begynde.
Hvis du endnu ikke har sikret dig et eksemplar af bogen, kan den købes flere steder på nettet - for eksempel på gucca.dk.

Foto: Martin Brynskov


18. Aug 2012

"Hvem Åbner Koranen" udkommer i dag

 


Pressemeddelelse fra Forlaget DIKE:

NY, LETTILGÆNGELIG INTRODUKTION TIL KORANEN PÅ DANSK

I 2006 udkom der for første gang en fuldstændig, gennemarbejdet og forsvarlig dansk oversættelse af islams helligskrift, Koranen. Det var semitisk filolog Ellen Wulff, der stod for denne oversættelse i samarbejde med Forlaget Vandkunsten. Denne oversættelse stod imidlertid alene og forblev uden en introduktion vanskeligt tilgængelig for de fleste læsere.

Carsten Aggers nye bog "Hvem åbner Koranen" tilstræber at råde bod på denne mangel. Bogen er en letlæst introduktion, der udstyrer læseren med forudsætningerne for at læse og forstå en af vor tids mest omdiskuterede bøger. Bogens fire dele redegør omhyggeligt for den historiske, religiøse og kulturelle sammenhæng, som Koranen blev til i, og præsenterer et bud på bogens ofte oversete litterære struktur.

Efter endt læsning vil læseren være klædt på til at læse selve Koranen i dansk oversættelse og til at tage stilling til dens rolle i tidens debat. Bogen, der er forsynet med et forord af PhD, cand. mag. i semitisk filologi, Philippe Provençal, er et godt udgangspunkt for en kulturhistorisk forståelse af Koranen og dens sammenhæng med islam, som vi kender den i dag.

Bogen kan skaffes fra flere netboghandlere, bl.a. Gucca og Saxo.

OM FORFATTEREN

Carsten Agger har siden midten af 1990erne bidraget med artikler og debatindlæg om blandt andet naturvidenskabelige, kulturhistoriske og tekniske emner til et stort antal aviser og tidsskrifter. Han har siden 2005 bestyret www.modspil.dk, som er en af Danmarks mest læste og omfattende politiske og kulturelle hjemmesider. Han er uddannet som cand. scient. i teoretisk fysik og arbejder i det daglige hos Magenta ApS som udvikler med speciale i fri software. "Hvem åbner Koranen" er hans første bog.


29. Jul 2012

Hvem åbner Koranen - udkommer 18. august

 
Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger

For 225 kroner kan den blive din.

Nærmere oplysninger om bestilling m.m. kommer senere, bl.a. på forlagets side om bogen.


27. Jun 2012

Hvem åbner Koranen - et skridt nærmere

 


Vi har endelig fået godkendt den sidste korrektur for Hvem åbner Koranen, den introduktion til den danske oversættelse af Koranen, som jeg annoncerede for efterhånden nogle måneder siden.

Så bogen er nu på vej i trykken, og inden længe skulle der også være en udgivelsesdato. Bogen henvender sig til alle, der gerne vil læse Koranen, men har brug for at vide lidt mere om den historiske og kulturelle virkelighed, som bogen blev til i – og til alle, der bare gerne vil vide lidt mere om, hvad Koranen er for en bog, og hvad man kan forvente, hvis man begynder at læse i den.

Herover en enkelt side som smagsprøve - hold øje med denne side, hvis du synes, det ser spændende ud.


08. Jun 2012

Hvem åbner Koranen - på vej

 


Som jeg allerede annoncerede for et par måneder siden, udkommer min bog Hvem åbner Koranen - en indføring i en vanskelig tekst - snart på Forlaget Dike.

Bogen er stadig på vej gennem layout, men jeg har netop sendt en 2. korrektur med meget få observationer af sted til trykkeriet, så der er håb forude. Denne side vil blive opdateret, når bogen kan bestilles og købes. I mellemtiden må du nøjes med at beundre det smukke omslag og min tidligere foromtale af bogen.


29. Feb 2012

Hvem åbner Koranen?

 

I 2006 udkom den semitiske filolog Ellen Wulffs nye danske oversættelse af Koranen, og herefter var vi danskere i stand til at læse Koranen og dermed stifte bekendtskab med det helligskrift, der er grundlag for én af verdens mest udbredte og omdiskuterede religioner. Det er en bog, hvis indhold der er en masse myter om. Det er derfor en meget værdifuld tjeneste, Ellen Wulff og hendes forlag Vandkunsten har gjort danskerne ved at stille en forsvarlig oversættelse til rådighed.

Der er desværre stadig et problem. Mange, der har forsøgt at læse Koranen fra ende til anden, vil give mig ret i, at det forståelsesmæssigt kan føles omtrent som at løbe med fuld kraft ind i en betonmur.

Dette skyldes ikke, at bogen som sådan er svær at læse, men at dens indhold ikke giver nogen mening afskåret fra den kulturelle og historiske kontekst, den er blevet til i. Når millioner af muslimer verden over hver dag læser i bogen eller reciterer efter hukommelsen, trækker de på en kulturel og religiøs kontekst, hvorudfra de forstår de enkelte passager. Vi vesterlændinge har ikke den baggrund og forstår derfor ingenting. Man kan komme noget af vejen ved at rekonstruere meningen med de enkelte passager ud fra sund fornuft og et elementært kendskab til historien om Muhammads liv, men bogens "underlige" struktur kan alligevel gøre læsningen ganske vanskelig.

Dette kolossale historiske og kulturelle gab betyder, at Koranen må forblive en lukket bog for mange. For langt de fleste mennesker må der en indføring til - en indføring, der faktisk ikke findes på det danske bogmarked.

Da denne tingenes tilstand gik op for mig i januar 2009, besluttede jeg selv at råde bod på denne mangel. Min første bog bliver derfor en generel introduktion til Koranen, en omhyggelig men dog letlæst indføring i den kulturelle, religiøse og historiske baggrund, bogen blev til i.

Bogen hedder Hvem åbner Koranen og udkommer meget snart på Forlaget Dike. Den er udstyret med et forord af cand. mag. og PhD i semitisk filologi og arabisk litteratur Philippe Provençal, der selv har udgivet flere bøger om klassisk arabisk og islamisk kultur.

I forordet skriver Provençal blandt andet:
En oversættelse gør det ikke alene. Når man har at gøre med tekster, som ligger langt fra læseren i tid, rum og sprog må man også have en indføring til værket. Der er passager i den bibelske tekst, der ikke er mindre uigennemtrængelige end Koranen, men fordi vi lever i en kristen kulturtradition er vi vokset op med en forklaring, ganske vist ofte konfessionel og dogmatisk, på disse passager. For den almindelige dansker gør intet af dette sig gældende for Koranens vedkommende.
Bogens forside vil blive prydet af den kalligrafi, der ledsager dette indlæg. Billedet er en levendegørelse af et af de centrale skriftsteder i den videnskabelige renæssance i de første århundreder efter Muhammad virke, nemlig Koranen 3:190: "I skabelsen af himlene og jorden og i forskellen på nat og dag er der tegn for de forstandige". Kalligrafien er udført specielt til Hvem åbner Koranen af den Beirut-baserede kalligraf Everitte Barbee.

På bogen bagside opsummeres værkets formål kort:
Bogen er en letlæst introduktion, der udstyrer læseren med forudsætningerne for at læse og forstå en af vor tids mest omdiskuterede bøger. I fire dele redegør forfatteren omhyggeligt for den historiske, religiøse og kulturelle sammenhæng, som Koranen blev til i, og præsenterer et bud på bogens ofte oversete litterære struktur.
Bogens udgangpunkt er sekulært/historisk ud fra den vestlige akademiske tradition med afstikkere til adskillige forfattere fra den islamiske verden. Den historiske baggrund præsenteres, men der tages ikke stilling til, om Koranens religiøse budskab er sandt eller falsk, og bogen vil forhåbentlig være lige relevant for dansktalende kristne, muslimer og ateister, der ønsker at vide mere om islams helligskrift. Hvem åbner Koranen kommer til at koste 225 kroner inkl. moms og vil kunne bestilles her og på forlagets hjemmeside, så snart den udkommer.


13. Jan 2012

Masken

 
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.

For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.

Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt masken.

Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.

Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.

Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig ting, og det er huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes fascinerende indre.

Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.

Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.

På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.

-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!

Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.

Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.

-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der må være en revne...

Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?

Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.

Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.

-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.

-Scch, indvendte jeg: -Se her!

Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.

Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.

Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.

Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.

-Vi skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.

Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.

-Vent lige et øjeblik ...

Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.

Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.

Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.

Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod syd, langt bort fra hulen mod nord.

-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?

Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.

Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?

Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.

Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.

Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.

Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.

Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.

Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.

Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.

Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.

Cynthia så underligt på mig.

-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.

-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg ville gerne ... hvad tror du, det er for noget? Har du nogen ideer?

Hun sukkede:

-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?

Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.

-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.

Cynthia nikkede.

-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.

Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...

Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?

Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.

-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.

-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.

Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?

Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?

Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?

Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.

Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?

Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.

Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.

-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...

Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.

-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.

Cynthia lo.

-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå derned senere, ved du ... men før eller siden vi sige til nogen, at vi har fundet den.

Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.

-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?

Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.

Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.

Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.

Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.

De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.

Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.


14. Sep 2011

Fængslet

 
En gang for længe siden, i et fjernt, fjernt land, var der et fængsel. Fangerne blev anset for at være meget farlige, og de var da også snarere spærret inde for at beskytte resten af verden imod dem end for at straffe dem for noget.

Ikke overraskende havde man ofte haft uroligheder og flugtforsøg, og efterhånden begyndte ledelsen at føle sig noget trængt af de utilfredse fanger. Men en dag bemærkede en spøgende, at han ikke vidste, hvordan fangerne skulle kunne få en bedre ledelse - om så de kunne vælge den selv. "Naturligvis!", udbrød direktøren - og således blev det.

Fangerne kunne fra nu af selv vælge deres fangevogtere. Ved det første valg til overfangevogter opstillede således Lars Knippel, Pia Tandbrækker og Helly Murskalle. Efterhånden som de indsatte begyndte at forstå, at ledelsens dispositioner var til deres eget bedste, kunne de selv tillades at stille op til de forskellige poster, ja, selve direktionen kunne vælges af deres midte.

Der førtes valgkampe, hvor kandidaterne under stor applaus lovede at få malet gangene og at indkøbe pænere bestik til kantinen. I den forbindelse indførtes ytringsfrihed, det vil sige at den enkelte fange havde lov til at stille forslag om, hvordan reglementet bedre kunne håndhæves; han havde også lov til at foreslå nye paragraffer.

Nogle kandidater forlangte muren bygget højere på udsatte steder, så ikke eventuelle svage sjæle skulle fristes unødigt, mens andre beklagede fangevogternes alt for lunkne indsats i forbindelse med de heldigvis stadig færre flugtforsøg. Man greb også ind over for de asociale individer, der spildte deres tid på at læse svære, uforståelige bøger og se underlige film, og spredte mistillid ved at tale om det, de fandt her.

Og man forsikrede sig selv og hinanden om, at fængslet blev bedre og større og mere humant for hver dag, der gik.

Note: En reprise - i dagens anledning.


11. Sep 2011

Candle of Vision

 

Fra George William Russell, Candle of Vision:
I was aged about sixteen or seventeen years, when I, the slackest and least ideal of boys, with my life already made dark by those desires of body and heart with which we so soon learn to taint our youth, became aware of a mysterious life quickening within my life. Looking back I know not of anything in friendship, anything I had read, to call this forth. It was, I thought, self-begotten. I began to be astonished with myself, for, walking along country roads, intense and passionate imaginations of another world, of an interior nature began to overpower me. They were like strangers who suddenly enter a house, who brush aside the doorkeeper, and who will not be denied. Soon I knew they were the rightful owners and heirs of the house of the body, and the doorkeeper was only one who was for a time in charge, who had neglected his duty, and who had pretended to ownership. The boy who existed before was an alien. He hid himself when the pilgrim of eternity took up his abode in the dwelling. Yet, whenever the true owner was absent, the sly creature reappeared and boasted himself as master once more.

That being from a distant country who took possession of the house began to speak in a language difficult to translate. I was tormented by limitations of understanding. Somewhere about me I knew there were comrades who were speaking to me, but I could not know what they said. As I walked in the evening down the lanes scented by the honeysuckle my senses were expectant of some unveiling about to take place, I felt that beings were looking in upon me out of the true home of man. They seemed to be saying to each other of us, "Soon they will awaken; soon they will come to us again," and for a moment I almost seemed to mix with their eternity. The tinted air glowed before me with intelligible significance like a face, a voice. The visible world became like a tapestry blown and stirred by winds behind it. If it would but raise for an instant I knew I would be in Paradise.
Billede: George William Russell: Cuchúlainn at the ford.


15. Jan 2011

Begyndelsen

 
–Far, hvordan er verden blevet til?

–Hvad mener du, min dreng?

–Dig, mig, jorden, lyset, solen - det hele. Hvor kommer det alt sammen fra? Hvorfor er alting, sådan som det er?

–Det er der mange meninger om, og det er svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er ikke engang sikker på, de siger det samme i dag, som dengang jeg var dreng. Har du prøvet at spørge henne i skolen?

–I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden! Mennesket satte han i Edens have, hvor de måtte spise af alle træerne, kun ikke træet til kundskab om godt og ondt. Men en dag lod kvinden sig friste af Slangen, og siden da...

–Jamen – hvis verden blev til, da Gud skabte himlen og jorden, hvor kom Gud så fra? Hvad var der før Gud?

Pastor Bøgh svedte ned over sit brede ansigt, så forvirret op. –Gud har altid været der. Før Gud var der intet!

–Men hvordan kan der være ingenting, og hvordan kan det ingenting blive til Gud? Jeg forstår ikke ...

Hr. Bach var en venlig mand med sparsomt, tilbagestrøget hår over en høj pande. Han tænkte sig lidt om og smilede:

–For femten milliarder år siden var alting samlet på et sted, klemt som en lille hård kugle. Så eksploderede den, og alting begyndte at brænde, brændende brændende varmt! Kuglen blev ved med at udvide sig og blev større og større, så der til sidst ikke var andet tilbage end skyer af støv, der var spredt ud over hele universet. Disse skyer samlede sig gennem mange millioner år og blev efterhånden til de første stjerner.

–Men mennesker? Hvorfor er der sådan nogen som os, og hvor kom vi fra?

–Mennesket udviklede sig af nogle store, abeagtige dyr, der levede i Afrikas skove for omkring en million år siden, fortsatte matematiklæreren. –Derfra spredte de sig ud over hele jorden.

–Men hvis verden blev til af en lillebitte kugle, der sprang i luften, hvad var der så før den?

–Det var både tiden og rummet, der var foldet sammen til en lillebitte kugle. Før eksplosionen var der ikke nogen tid, og der var ikke noget rum. Der var ikke noget "før". Før Big Bang var der intet.

Drengen gik hjem, tænkte. Jorden under hans fødder var hård. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem, men når han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerner dansede. Asfalten rungede, som han gik på den.

–Gud skabte verden på seks dage; skel satte han mellem Himmel og Jord, og da det var fuldbragt, lod han sig hylde af englenes kor, forklarede underboen. Hr. Rehman holdt åbenbart af at gøre alting omvendt; han gik altid rundt i en stor kjole og havde et stort, gråt ansigt, der var indrammet af et velvoksent underskæg.

–Mennesket skabte han af en dråbe; han formede det af støv og levret blod, og da det var skabt, førte han det frem blandt englene, at de skulle hylde ham. Men blandt englene ville Iblis ikke hylde Adam, for han var en af de hovmodige. "Hvem er han, at jeg skal hylde ham?" - spurgte Iblis.

Og Gud udstødte Iblis af Himlen; men Adam og Eva satte han i Haven, at de kunne nyde livet. Men en dag kom Iblis og fristede kvinden, og således kom Døden ind i verden!

Hr. Rehman smilede: –Men en dag, når Gud kalder levende og døde til sig for at dømme dem for deres gerninger, vil de, der handler ret, atter blive velsignede. Gud er nådig og barmhjertig! Vær altid god, min dreng, for så vil også du gå ind i Haven.

Drengen tænkte. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem. Når han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerne dansede for hans blik. Hvor kom det alt sammen fra? Og hvorfor?

Han så ned ad de lange gange oppe på skolen, støvkorn dansende i solen og en grøn, pulserende verden derude bag de flade gardiner og følte sig beklemt, nærmest syg. Pigerne var begyndt at få bryster, små hvide høje gemt bag hvide sommerskjorter, en smerte, der næsten rev hans synsfelt over på tværs.

–Jeg er her, i denne verden, men hvorfor? –tænkte drengen. Hvordan kan jeg vide, jeg ikke ligger på sygehuset eller på en fremmed planet og drømmer det alt sammen? Hvordan kan det alt sammen blive ved med at være der uden mig? Hvis det hele er en drøm og jeg vågner, hvad sker der så med far og mor og huset og skolen og det alt sammen?

Drengen så ud på sin verden, tænkte på skolens lange gange og de endeløse timer af søvndrukken tale og tom snak, tænkte på den hule rungen af hans og andres fødder mod asfalten, og han gøs. Alle løber vi ud og leger og råber, finder ting at lave og spil at spille, men det er alt sammen råb ud i tomheden.

Dog ikke pigernes bryster, der spirer under de hvide sommerskjorter. Den sødeste pige i klassen sidder to borde foran ham, og når hun smiler kan han samtidig ane den lille høj vokse derinde, et lille glimt af nøgen hud bag et åbent knaphul. Smerten flænger hans synsfelt fra side til side, og han ved, at det er muligt at være lykkelig. Verden var ved at gå i stykker, spændt ud som den var mellem tomheden og længslen efter pigernes smil.

Han sover uroligt, drømmer: Han ser Iblis med flammesværdet forjage Adam og Eva fra Haven. Hr. Bøgh og hr. Bach er oppe at slås, en kæmpemæssig flammende kugle mod en klump ler. Gud stråler som lyset i en niche, hvori der er en lampe. Lampen er omgivet af glas, og glasset er som en tindrende stjerne. Hr. Rehman smiler venligt, og drengen ser lyset bryde frem af nichen og ud i hele verden.

Da han vågner er han atter forvirret: Big Bang, seks dage, ler eller levret blod - men hvorfor er jeg her, og hvad laver jeg? Fylder timerne ud, indtil jeg får fri, indtil jeg bliver stor og jeg kan løbe efter pigerne, finde en, som jeg kan lokke ind i et hjørne og tale blidt med og leve næsten-lykkelig i et paradis af smil, langt gult hår, bryster og kroppe.

Men en skønne dag hører også det op. Hvad er så formålet, og hvad sker der bagefter?

Der er fjernsyn. Far og mor er ikke hjemme, drengen ser opslugt på skærmen. En kvinde ligger på en briks, og hun stønner. Lægen træder til, tager fat i hendes hånd, holder fast i droppet i hendes arm. Hendes klager vokser til et skrig, og pludselig vælter det ud af hende, rødt blod, lyserøde kager af sort slim over det hele, en fin vrælen skærer igennem og lægger sig ind over stuen. Babyen sejler rundt i et ocean af rødt blod, navlestrengen baner sig endnu vej tilbage til moderen gennem floder af sort og gult slim. En lille kugle, der var klemt sammen til næsten ingenting, tænker drengen, som babyen på fjernsynet lægges til sin moders bryst: En dråbe, formet af ler og levret blod, opvokset i gul og sort slim, oplyst af en lampe omgivet af glas som en tindrende stjerne.

Drengen sukker: Han ved, hvordan verden er blevet til. Hans liv er begyndt.

Carsten Agger, januar 2009


<< Sidste 10    Næste 10 >>