– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. May 2010

Fri software - filosofi og baggrund

 
Om hvorfor fri software er vigtigt, og hvorfor et skifte til et Linux-baseret system som Ubuntu kan være et godt første skridt i den retning.

Det er almindeligt kendt, at monopoler er skadelige for både innovation og kvalitet, for ikke at tale om den ubehagelige virkning på forbrugernes pengepung. Hvorfor tolererer vi så, at det område, hvor vi i øjeblikket ser den allerstørste innovation, og som er ved at blive det vigtigste element i samfundets infrastruktur, domineres af én eneste virksomhed?

Jeg taler selvfølgelig om computere og om Microsoft og deres styresystem Windows' fuldstændige monopol på markedet for personlige computere. At købe en computer er i alt væsentligt det samme som at købe en computer med Windows. Hvis man går ned i forretningen og spørger, hvor meget billigere man kan få computeren uden Windows, vil man som regel få det svar, at man ikke sælger computere uden styresystem. Beder man om at få en med et andet styresystem end Windows, kigger ekspedienten på én med et tomt blik (med mindre man da har tænkt sig at købe en Mac). Men betaler altså pænt prisen for computeren plus en 7-800 kroner i overpris for det Windows-system, som man ikke kan slippe for. Til gengæld får man en computer med et system, der som regel virker, men er sårbart for virus- og spyware-angreb.

Vil man også bruge computeren til andet end at surfe på nettet og blive inficeret med malware skal man ud at købe programmer, som regel i dyre domme. Microsoft og forhandleren anbefaler næsten altid, at man køber Microsoft Office, som koster 1500-5500 kroner afhængigt af versionen. Har man også brug for billedbehandling, desktop publishing, antivirusprogrammer og multimedieværktøjer, kan vi nemt lægge 5-15.000 kroner oven i computerens pris.

Det paradoksale ved Windows' allestedsnærværende dominans er, at den er fuldstændig unødvendig. Der findes gratis alternativer, som tilbyder helt den samme kvalitet og brugervenlighed. For at det ikke skal være løgn er disse alternativer til Windows også så sikre mod angreb fra virus, spyware og anden malware, at det ikke engang er nødvendigt at installere antivirus på dem. De fleste af disse gratis alternativer leveres med en komplet suite af programmer, som det ville koste mange tusind kroner at erhverve på "kommercielle" vilkår: Officepakke, billedbehandling, Internet inkl. email, chat og IP-telefoni, og mulighed for at installere meget mere ganske gratis.

"Flagskibet" blandt disse alternativer er i øjeblikket Ubuntu, der 29. april udkom med sin nyeste udgave, version 10.04. Men hvordan kan et system som Ubuntu både være gratis, indeholde professionelle programmer, som det ville koste mange penge at købe fra Microsoft og samtidig tilsyneladende være bedre, i hvert fald hvad sikkerheden angår?

En væsentlig del af forklaringen er, at Ubuntu er fri software.

Fri software - hvad og hvorfor

Bevægelsen for fri software blev stiftet i 1984 af den legendariske programmør og aktivist Richard Stallman. Det skete i protest mod den stigende kommercialisering af markedet for programmer og den hermed forbundne hemmeligholdelse af programmernes indre struktur, den såkaldte kildekode. Problemet med hemmeligholdelsen af kildekoden er, at man beder brugeren om at afvikle et program på sin computer uden at have nogen reel mulighed for at vide eller kontrollere, hvad det gør. Dette opfattes af mange mennesker som en ubehagelig restriktion, der giver programmets producent en uforholdsmæssigt stor magt over brugeren.

Bevægelsen begyndte derfor med at definere fire grundlæggende friheder, der skulle sikre brugeren den fulde kontrol over de programmer, han eller hun vælger at afvikle på sin egen maskine. For at et program kan regnes for "fri software" skal brugeren til hver en tid have ret til at

  1. Køre programmet, med et hvilket som helst formål
  2. Undersøge programmet og tilpasse det til sine egne behov
  3. Videregive programmet til andre, så man kan dele det med sine venner
  4. Rette og forbedre programmet og videregive den ændrede version, så andre også kan have glæde af ens rettelser.

Denne definition er udviklet af Richard Stallman i samarbejde med Free Software Foundation, som er bevægelsens vigtigste talerør i USA.

Et program, der opfylder disse betingelser, erhverver sig altså herved ret til at betegnes som fri software. For at kunne undersøge, hvordan et program virker og indlægge sine egne ændringer, er man nødt til at have adgang til programmets kildekode. Det betyder, at al fri software af nødvendighed også er open source. Fri software udmærker sig frem for de kommercielt tilgængelige, såkaldt proprietære programmer ved at give brugeren den ultimative kontrol over, hvad der sker på hans computer. Skulle programmet gøre noget, som brugeren ikke bryder sig om (det kunne for eksempel være at sende oplysninger om brugeren tilbage til producenten, eller det kunne være noget så banalt som at have en fejl, der får systemet til at gå ned en gang i mellem), står det ham frit for at ændre det og give sine ændringer videre til andre.

Ikke-tekniske læsere vil måske her indvende, at man ikke kan stille meget op med en sådan "ret", hvis man ikke har hverken forudsætninger for eller lyst til at pille ved så vitale dele. Denne indvending bliver mindre oplagt, hvis man i stedet for at tænke på brugere som enkelte individer tænker på dem som organisationer. Hvis skolevæsnet i Hanstholm kommune køber et skemalægningsprogram hos en lokal producent, der senere går neden om og hjem, hvad gør de så, den dag programmet viser sig at indeholde en alvorlig sikkerhedsbrist? Hvis programmet er købt på almindelige kommercielle vilkår, er der ikke noget at stille op - de må finde sig i fejlen eller købe et nyt system, med de udgifter til installation og uddannelse af brugere, der altid følger med en sådan anskaffelse. Hvis det derimod er fri software, kan man ansætte nogle programmører til at finde fejlen eller gennemføre de ændringer, der er brug for.

Kravet om, at brugeren skal have adgang til at undersøge kildekoden er altså ikke spor overflødigt. Hvis vi køber en bil eller en motorcykel, forventer vi også at have ret til at skille den ad for at reparere den - selv om de fleste af os nok ikke ville vide, hvordan vi skulle bære os ad. Hvis vi fik bilen leveret med motorhjelmen svejset fast og besked om, at det er ulovligt at forsøge på at åbne den, ville vi nok undre os og protestere. Ikke desto mindre er det de betingelser, som Windows og de fleste andre kommercielle programmer leveres under.

Det meste fri software leveres derimod under betingelser, der svarer til den berømte "GNU General Public License" eller GPL. At et program er leveret under GPL betyder kort sagt, at brugeren har de fire friheder, der indgår i den officielle definition af fri software - og at eventuelle ændringer i eller udbygninger af programmet skal gives videre under de samme betingelser.

At fri software er fri, er ikke ensbetydende med, at det altid er gratis. Jeg kan for eksempel bestille et program eller en programændring hos en producent og som en del af kontrakten betinge mig, at programmet leveres som fri software, for eksempel under GPL. Selv om programmet ikke er gratis at fremstille, vil dets pris dog have en tendens til meget hurtigt at falde til nul, efterhånden som det bliver mere og mere populært, eftersom alle brugere har lov til at give det videre uden at tage nogen penge for det. Fri software under GPL kommer derfor til at udgøre en fælles pulje af fri software, der gratis kan anskaffes og videregives; en fælles pulje til gavn for alle, der ønsker at benytte sig af programmerne i den.

Anvendelsesområder

Ved almindelig proprietær software indgår nogle ubehagelige begrænsninger i forbrugerens rettigheder, som vi næppe ville acceptere ved andre typer produkter. For det meste software, som er købt under almindelige kommercielle vilkår gælder der nemlig, at

  1. brugeren ikke ved, hvad hans computer gør og har ikke ret til at få det at vide.
  2. brugeren ikke selv bestemmer, hvad hans computer gør og ikke gør
  3. brugeren eller brugerens organisation (og det kunne for eksempel være den danske stat) ikke selv kan rette fejl i programmet, men er afhængig af producentens nåde og barmhjertighed
  4. brugeren ikke kan videregive programmet til andre uden producentens samtykke, evt. fulgt op af yderligere betaling.

I lyset af disse begrænsninger af brugerens rettigheder ved proprietær software har fri software-bevægelsen længe argumenteret for, at fri software bør bruges overalt. Dette er især vigtigt, når vi taler om undervisningssystemet og når vi taler om den offentlige administration i alle sammenhænge, der vedrører forholdet til borgerne.

I undervisningssystemet gælder ikke mindst, at hemmeligholdelsen af programmernes virkemåde strider mod det ideal om åbenhed og den opfordring til at udforske omverdenen og opdage nyt, som vi har brug for i et åbent, videnskabeligt baseret uddannelsessystem. En anden fordel er, at fri software opfordrer til deling: Børnene kan uden videre tage de programmer, de bruger i skolen, med hjem - uden udgifter til licenser og uden nogen som helst tale eller forestilling om "piratkopiering". Oven i disse fordele er det næsten det mindste, at der er store mængder af penge at spare - men det er der. Så snart et program er til rådighed som fri software, er det ganske gratis at bruge og videregive. Dette betyder, at vores hårdt nedskæringsramte uddannelsesinstitutioner kan spare millioner og atter millioner af kroner til software-licenser. Skal vi lære vore børn, at den daglige infrastruktur er åben og kan undersøges, deles og stilles spørgsmål til præcis som viden, der kan læses i bøger - eller skal vi lære dem, at den er dyr, lukket, hemmelig og koster mange penge?

Inden for det offentlige er der det vigtige aspekt, at samfundets infrastruktur ikke bør afhænge af enkelte, private leverandører. Hvad nu, hvis der viser sig en fejl i et meget vigtigt program, og leverandøren ikke kan eller vil rette fejlen? Som gammel rotte i softwarebranchen kan jeg fortælle, at nuværende kunders vigtige forepørgsler ikke vægtes lige så højt som potentielle kunders. Hvis man er en lille kunde, som pludselig ikke kan udskrive lønsedler eller udsende regninger på grund af en fejl i ens bogholderiprogram og leverandøren netop nu sætter alle sejl til for at kapre en vigtig kunde, ja så har man et problem. Nok så vigtigt er spørgsmålet om demokratisk indsigt: Som borgere bør vi have ret til at kende og forstå samfundets infrastruktur. Ligesom vi har aktindsigt i alle de love og administrative arbejdsgange og beslutninger, som påvirker vores liv, må vi også forlange aktindsigt i de computerprogrammer, der understøtter og implementerer disse arbejdsgange. Alt andet svarer til at hemmeligholde en del af samfundets infrastruktur for borgerne, og selv om dette nok kunne være fristende for en diktaturstat, er det uantageligt i et demokrati. Leverandøruafhængighed, åben infrastruktur, demokratisk indsigt - igen er det næsten det mindste af det hele, at der er penge at spare. Men det er der. Det franske gendarmeri sparede for eksempel 50 millioner euro bare på at flytte 90.000 brugere fra Microsoft Windows til Ubuntu.

Konklusionen ligger lige for: Et frit samfund er et samfund med en åben infrastruktur, som borgeren har ret til at kende og forstå. Hvis selv den mest elementære, elektroniske infrastruktur - web-browsere, tekstbehandling, billedbehandling og kommunikation - er omgærdet af hemmeligholdelse og privatisering, repræsenterer det en indhegning af brugeren, som er en større trussel, jo mere elektronisk samfundet bliver. Fri software er ikke en tilstrækkelig forudsætning for, at vi kan beholde et frit og åbent samfund i den elektroniske tidsalder, men på længere sigt er det en nødvendig forudsætning. Microsofts vision om en verden, hvor hver eneste hjem er forsynet med en PC med Microsoftprodukter, som brugerne ikke må pille i eller dele med deres venner uden at betale en gang til, er i sidste ende en vison om et teknokratisk diktatur, hvor den enkelte borger er umyndiggjort i sin interaktion med omverdenen.

Ubuntu og fri software

Ubuntu er et fuldstændigt, Linux-baseret styresystem, som det står enhver frit for at downloade og installere. Standardversionen installeres med en komplet kontor-suite (OpenOffice), Internet-programmer, videoredigering (PiTiVi) og en række multimedieværktøjer.

Herudover er det via et indbygget "Software Center"-funktionalitet muligt at downloade og installere mere end 20.000 programpakker, der udgør en fuldstændig, professionel IT-infrastruktur: Programmeringsværktøjer, webservere, databaser, applikationsservere, hjemmesidesystemer, grafiske programmer og meget mere, det meste i top-professionel kvalitet og alt sammen ganske gratis. Systemet kan uden videre bruges til at køre en web- eller databaseserver, men det kan også og ikke mindst bringes til at køre upåklageligt på en genbrugscomputer med helt ned til 128 megabyte RAM. Hvor det tidligere krævede en højere datalogisk eksamen så meget som at overveje at installere et Linux-system på sin computer, er det i dag både hurtigere og lettere at installere Ubuntu, end det er at installere en af de mange Windows-varianter. I den forstand er Ubuntu det ultimative, "forbrugerrettede" frie software-projekt: Nørderne kan pille og ændre præcis så meget, som de altid har kunnet, men du kan selv finde ud af at sætte det op, og din bedstemor kan finde ud af at bruge det. Og så er det gratis.

Ubuntus filosofi bygger med andre ord på fri software - og lidt til. For helt at forstå dette, er vi nødt til at se lidt på projektets historie. Ubuntu-projektet blev grundlagt i 2004 af den sydafrikanske milliardær, iværksætter og filantrop Mark Shuttleworth (f. 1975). Shuttleworth stiftede under sine studier sikkerhedsfirmaet Thawte, som det i 1999 lykkedes ham at sælge til den amerikanske gigant Verisign for 525 millioner dollars. Efter at det i 2002 lykkedes ham at realisere en drengedrøm om at blive den første afrikaner i rummet, besluttede han at bruge sin formue på at forbedre det sydafrikanske undervisningssystem.

Shuttleworths almennyttige fond The Shuttleworth Foundation grundlagde derfor i 2002 TuxLabs, en organisation, der indsamler brugte computere og genbruger dem i computerrum til sydafrikanske skoler, som de leverer med masser af fri software skræddersyet til undervisningsbrug. Organisationen har i dag leveret TuxLabs til mere end 130 skoler i hele Sydafrika. Shuttleworth er interesseret i alle initiativer, der kan støtte uddannelsessystemet i Afrika. I sidste ende er målet at løfte Afrika og andre dele af den 3. verden op på samme niveau som resten af verden gennem uddannelse og billig teknologi. Eftersom fri software udgør en fælles pulje til fri afbenyttelse for alle mennesker i hele verden, må det nødvendigvis have en vigtig rolle at spille, når vi taler om at forbedre de fattige landes vilkår gennem udbredelse af billig teknologi.

Punkt 1 i Ubuntu-projektets officielle målsætning er derfor, at "enhver computer-bruger skal være fri til at downloade, køre, videregive, undersøge, dele, ændre og forbedre deres software med et hvilket som helst formål, og uden at betale for det." Dette betyder, at Ubuntu som fri software kommer til at bidrage til en økonomisk demokratisering af informationssamfundet: Hvis en standard-PC som minimum koster hundrede dollars for et eksemplar af Windows og to hundrede mere for en Office-pakke og andre nødvendige programmer, repræsenterer det en økonomisk afsats, som almindelige mennesker får særdeles svært ved at nå i områder, hvor gennemsnitsindkomsten ligger under de tusind dollars om året. Derimod kan alle med en Internetforbindelse, en genbrugscomputer og en letvægtsudgave af Ubunu være hundrede procent "med" som fuldgyldige medlemmer af informationssamfundet med adgang til nye, professionelle værktøjer: Tekstbehandling, kommunikation, multimedieproduktion, systemudvikling.

Med Ubuntu har et opstartsfirma i et slumkvarter i Mumbai eller Johannesburg gratis og legal adgang til en teknisk infrastruktur, som før "open source"-revolutionen let kunne have kostet tusinder eller hundredetusinder af kroner.

Ubuntu - fri software som folkelig bevægelse

Hvordan kan det hænge sammen økonomisk, hvis systemet er gratis? Svaret er: Gennem investeringer og frivilligt arbejde, en produktiv blanding af økonomisk risikovilje, privat initiativ og idealisme. Systemet sponsoreres af Mark Shuttleworths firma Canonical, der forsøger at tjene penge på ekstraydelser og indgår særaftaler med firmaer og private, der vil have professionel hjælp til den daglige drift af deres Ubuntu-systemer. Selve udviklingen drives af tusindvis af frivillige, der bidrager med alt fra fejlretning, grafik, dokumentation og oversættelse til avanceret programmering i selve systemets kerne. Systemet bygger i høj grad på de projekter, hvis programmer man helt i den frie softwares ånd gavmildt inkluderer - blandt andet kontorpakken OpenOffice.org og Internet-browseren Firefox og billedbehandlingsprogrammet GIMP.

Ubuntu-projektets frivillige er organiseret i en global, demokratisk struktur baseret på anerkendelse af folks arbejde: Alle, der gør en indsats for at bringe projektet fremad, kan blive anerkendt som "medlemmer" og får dermed stemmeret til det såkaldte "råd" eller "Community Council", der tager alle væsentlige beslutninger om projektets fremtid. Det eneste udemokratiske ved denne struktur er, at Mark Shuttleworth som grundlægger og sponsor er sikret en fast plads i rådet. Strukturen lægger op til, at enhver bruger i princippet opfattes som en deltager i projektet og opfordres til at give en hånd med, måske ikke med at programmere eller rette fejl, men gerne med at opdage og indberette fejl og hjælpe andre med de problemer, de falder over. Disse "frivillige" er ikke kun folk, der hjælper med systemet gratis og i deres fritid. Eftersom Ubuntu er fri software, står det enhver frit for at oprette et firma baseret på videresalg af systemet, og i et sådant firmas arbejde vil altid indgå en vis kommunikation med projektet som helhed om problemer, fejl, mangler og ønsker.

Med Ubuntu-projektet og dets infrastruktur af frivillige er visionen om et frit og gratis system for alle rykket et betydeligt stykke nærmere. Mark Shuttleworths position som filantrop og projektets afledte afhængighed af én enkelt donor er i den forstand et problem - demokratiseringen bør afhænge af selvorganisering nedefra og ikke af en enkelt filantrop, hvis den skal være bæredygtig.

Men eftersom Ubuntu er fri software, er det nok et overskueligt problem. En af projektets målsætninger er faktisk at blive bæredygtigt og uafhængigt af donationer, og det står enhver frit for at bruge en af de andre udmærkede GNU/Linux-distributioner i stedet. Men jeg anbefaler selv Ubuntu til alle, der ønsker at skifte til fri software, fordi dette system med dets meget klare fokus på brugeren lige nu er det, der fungerer mest i åbenhedens og den frie softwares ånd og samtidig rent faktisk er til at finde ud af for de fleste mennesker.

Power to the People - en vision for et demokratisk informationssamfund

Og det er en udvikling, som det er værd at holde øje med: Hvor alverdens organisationer og enkeltpersoner i den traditionelle software-økonomi må bruge tusinder eller hundredetusinder af kroner på professionelle værktøjer, før de kan komme i gang med at lave noget fornuftigt, stiller fri software sammen med Internettet i princippet den bedste software i alle kategorier til umiddelbar disposition for alle mennesker i hele verden. Når jeg skriver "i princippet" er det, fordi dette mål endnu ikke er nået: Mens et Ubuntu-system indeholder eller tillader gratis installation af nogle af de mest moderne og professionelle værktøjer inden for programmering, tekstbehandling og billed- og lydbehandling, lader udbuddet af fri software på andre områder - og her taler vi ikke mindst om multimedie- og især filmproduktion - stadig en del tilbage at ønske i sammenligning med de store kommercielle produkter. Sådanne områder er fokusområder for fri software-bevægelsen med Free Software Foundation i spidsen, og det er troligt, at denne mangel vil blive bragt i orden inden for en overskuelig årrække.

Fri software-bevægelsens målsætning er stadig, at enhver som ønsker det skal have adgang til fuldt professionelle programmer i alle kategorier som fri software, og Ubuntus målsætning er stadig, at alle mennesker med en computer skal have gratis adgang til den bedste software i alle kategorier - over internettet eller off-line, hvis man er praktisk eller økonomisk afskåret fra Internettet. Et af Mark Shuttleworths første projekter var de såkaldte freedom toasters, automater, der er tilsluttet en computer, hvor enhver kan gå hen og downloade fri software eller musik og film i public domain og få det brændt på en medbragt CD. Det lyder måske ikke som det mest oplagte i et land som Danmark med en bredbåndsforbindelse i hvert hjem, men i Johannesburgs slum, hvor man nok kan trække strømkabler til blikskurene, men bredbåndsforbindelser ikke ligefrem hænger på træerne, kan det faktisk gøre en afgørende forskel.

Fri software kommer på denne måde til at udgør en fælled, en fælles pulje af hjælpeprogrammer, styresystemer og infrastruktur hvor alle mennesker i hele verden har lov til at "græsse". En gradvis overgang fra kommerciel til fri software kan derfor muliggøre en økonomisk demokratisering af videnssamfundet. Valget mellem fri og proprietær software bliver dermed dobbelt: På den ene side en lukket infrastruktur, der umyndiggør brugerne og fratager dem kontrollen med, hvad deres computer gør, og et lukket økonomisk system, hvor betalte "eksemplarer" af et program ikke må videregives, og hvor brugen af et program er begrænset til dem, der har betalt en ofte fyrstelig licens. På den anden side et alternativ, hvor alle brugere har lov til at undersøge og ændre de programmer, de bruger, og hvor alle har fri og gratis adgang til de værktøjer, de skal bruge.

Hvis vi kan nøjes med et lukket samfund, hvor deltagelse i vidensøkonomien er forbeholdt de få, skal vi bare blive ved med at satse på den kommercielle forretningsmodel, og vi skal som forbrugere blive ved med at insistere på Windows og Photoshop og alle de andre "kendte" programmer fra de store producenter. Hvis vi omvendt gerne vil have et åbent og demokratisk samfund, hvor også folk uden penge til dyre programmer og nye computere kan være "med", er det bedre at satse på fri software, hvor vi kan.

Jeg vil derfor slutte af med at opfordre læseren til at give det en chance: Gå ind på www.ubuntu.com, download den nyeste version af Ubuntu, brænd den til en CD og prøv systemet - eller få en CD tilsendt gratis med posten, hvis du ikke har tålmodighed til at brænde selv. Eller prøv et af de mange andre gode Linux-systemer, der er i omløb. Det er nu, vi har chancen for at afgøre, hvor IT-samfundet skal føre os hen - om vi ønsker et åbent samfund med lige muligheder for alle, eller vi ønsker at fortsætte med at lade de store firmaer tage beslutningerne og holde de fattige ude.

Ønsker vi at bevare et frit og åbent samfund, gør vi klogt i at få fri software ind, hvor det kan lade sig gøre - ikke mindst på vore egne maskiner, i den offentlige administration og i undervisningssystemet. Og med Ubuntu-projektet begynder det for alvor at kunne lade sig gøre.

En lidt kortere udgave af denne artikel blev tidligere bragt bl.a. på Faklen.dk.

Links om fri software:

Tidligere på Modspil.dk:

Kommentarer:

Erik Ernst skrev:
14/05/2010 06:30:07

Mange tak for et helt igennem fantastisk indlæg! Man kan ikke forstå fri software, hvis man ikke forstår hvad frihed er, derfor er tilhængerne altid under beskydning. Du gør det særdeles tydeligt, hvorfor fri software er nødvendig hvis vi skal udvikle samfundet intelligent. Min mor på 75 skiftede til Ubuntu for 1 1/2 år siden, og har ikke set sig tilbage siden. Der er naturligvis altid en omstillingsfase fra et system til et andet, men kan min gamle forstokkede lejrkommandant af en mor klare overgangen uden problemer, kan resten af familien Danmark selvfølgelig også.

Carsten Agger skrev:
14/05/2010 08:21:08

Jamem, tak for de gode ord. Jeg skrev dette indlæg i sommers, men lægger det op i sin fulde længde nu som opfølgning på et oplæg, jeg holdt om emnet i onsdags.

Og ja, som du siger, omstillingen er ikke så svær. Hele samfundet kunne let klare den. :-)

Benny skrev:
14/05/2010 14:02:43

Et fint indlæg. Den fik mig da lige til at overveje et par ting, jeg ikke havde været opmærksom på før. Jeg er bestemt enig med dig i, at det er et voldsomt problem at Microsoft stort set har monopol på markedet i dag og der ikke eksisterer et frit valg, når du vil købe ny pc. Personligt mener jeg, at det nok er nældens rod. Jeg har ikke noget imod microsoft eller at de tjener penge på deres produkt. Jeg har de seneste par år udelukkende kørte med Ubuntu, men jeg synes fortsat, at windows er et fænomenalt godt program på grund af brugervenligheden. Jeg vil bare ikke have det påtvunget, men vil have muligheden for at selve at til- eller fravælge.

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.